|
DANSK RETSTEOLOGI
Teori:
 En
fra ca. 1990 udviklet teologisk disciplin, hvor man ved brug af gængs
teologisk metode arbejder med teologiske normer, som kan indgå i en
teologisk analyse og beskrivelse af Den danske Folkekirke i betydningen
evangelisk-luthersk kirkeordning.
Som en hjælpediscipin for kirkeretten er det retsteologiens hovedopgave
at medvirke til opfyldelsen af Grundlovens § 4: ”Den
evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som
sådan af staten”. Retsteologien skal altså sikre, at der lovgives og
administreres i respekt for folkekirkens lære, sådan som den udlægges
teologisk med indrømmelse af en udstrakt, men ikke vilkårlig
tolkningsvidde. En kort definition kan derfor betegne retsteologien som
den teologi, der anvendes i kirkeretlige sammenhænge.
I det tværfaglige samvirke mellem teologi (retsteologi) og jura (kirkeret)
spiller spørgsmålet om håndhævelse af normer en særlig rolle for
retsteologien. Det skyldes, at teologiske normer forudsættes udfoldet i
frihed, mens en retlig norm indeholder et tvangselement (sanktion).
Praksis:
Retsteologien står solidt plantet i den lutherske tradition med
vægtlægning på centrale begreber som almindeligt præstedømme (menighed)
og præsteembede (præst), der har et fælles ansvar for den offentlige
formidling af kristendommens uforanderlige indhold: forkyndelsen af
Jesus Kristus som Guds søn og menneskenes frelser. Varetagelsen af dette
ansvar forudsætter dog en vilje til forandring af kirken og dens
embedsførelse.
Retsteologen er sig bevidst,
at den kirkelige tradition stagnerer uden fornyelse. Samtidig er
han/hun optaget af teologisk bæredygtige løsninger på lokale kriser og
stridigheder. Med et indgående kendskab til teologi og kirkejura kan
retsteologen give uvildige råd og yde saglig bistand allerede, når det
trækker op til kirkeligt uvejr i sognet.
|
